Åbent-vand livredning er en voksende sportsgren inden for svømmeverdenen, hvor der også afholdes DM i Havlivredning, som afholdes af Livredningssektionen (LISK), som er en afdeling inden for Dansk Svømmeunion.
Når det kommer til at have ansvar for vandsikkerhed ved åbent-vand – herunder arrangementer, stævner eller undervisning, er det afgørende, at nøglepersoner så som undervisere, ledere og livreddere er klar til opgaven og kan forebygge drukneulykker.
For at højne vandsikkerheden og forebygge drukneulykker anbefales det, at nøglepersoner tager en Åbent-vand Underviserprøve eller ILS Åbent-vand Livredderprøve, der på forskelligvis henvender sig til arbejdet med vandsikkerhed ved åbent-vand.
Åbent-vand Underviserprøven
Åbent-vand Underviserprøven henvender sig til undervisere og vejledere, som gennemfører vandaktiviteter i åbent-vand, herunder sejladsaktiviteter og badeudflugter til stranden. Herudover henvender Åbent-vand Underviserprøven sig til personer, der dyrker aktiviteter på åbent-vand. Det kan være søspejdere, surfere, kano- og kajakroere, triatleter og åbent-vandsvømmere.
Forudsætninger:
Alle, der er fyldt 18 år inden årets udgang, kan indstille sig til Åbent-vand Underviserprøven.
Derudover skal prøvetager være indehaver af førstehjælpscertifikat svarende til som minimum ERC BLS/AED Provider eller DFR Førstehjælp ved hjertestop.
Påklædning:
Åbent-vand Underviserprøven skal gennemføres i våddragt eller lignende beskyttelse mod kulde i åbent-vand. Svømmebriller og/eller dykkermaske er tilladt.
Gyldighed:
Certifikatet er gyldigt i 12 måneder.
Pris:
125 kr. (pr. 1. januar 2017)
Dommer:
En Åbent-vand Livredderdommer med gyldig licens fra Dansk Svømmeunion samt som minimum en gyldig Åbent-vand Underviserprøve kan dømme Åbent-vand Underviserprøven.
Indhold:
Åbent-vand Underviserprøven består af tre dele: 1) en formprøve, 2) En redningsdel og 3) En mundtlig eksamination.